Stævnet er sat, vi er ej mer’ Nationer,
nu er vi én:
Digternes Folk har hverken Kejserkroner,
Land eller Lén,
Livet er Hersker, Døden kun er Dommer, —
Slægter vil komme, leve og forgaa,
Slægter gaar og kommer,
vi skal bestaa.
Tidt blev vort Folk af Tiden lagt i Bøjle,
smiled dog lyst,
Aanden, vort Vaaben, aabned som en Nøgle
sikkert og tyst,
sad vi selv fangne — Aanden vandred ude,
mødte og døbte længselsfulde Sind,
lukt var Dør og Rude,
listed dog ind.
Ulykkens Fugl fløj over Verden vide,
alting var Strid,
Aanden er taus, imens Barbarer stride,
nu er vor Tid,
Lidelsen gror i Hjertet og i Hjernen,
sorgfuld hos os skal Verden søge Ly,
Sangene om Stjernen
vil vi forny.
Hellige Foraar, lad din Stjerne tindre,
skælvende, sval,
hellige Foraar, hjælp du os at lindre
Kummer og Kval,
hjælp os at vaage, hjælp du os at vække
under din Stjerne og dit unge Løv,
giv os Aand af begge,
til vi er Støv