I Luften skumringssval
Akacien bølger,
o syng, min Nattergal,
jeg følger, følger.
Af Kvidrets dybe Brønd
i Drag jeg drikker,
paa Bunden god og grøn
Alverden ligger.
Hvor alt blev nyt og smukt,
o hvem kan kvidre
min Sjæl saa fuld af Flugt,
syng vidre, vidre!
min Sjæl saa arg og stum
af Lyst bestøves,
i Brystets tomme Rum
en Lykke løves.
Nu sprang Jasminen ud,
en natlig Kerte,
o Nattergal, o Bud
fra Somrens Hjerte:
fra Bjerg, fra dyben Dal
det kalder, kalder,
o syng, min Nattergal,
en Lænke falder.
Imod Akaciens Top
en Vandrer lytter,
en Fugl har hvirvlet op
hans Ungdoms Myter —
o endnu mangt kan ske,
dit Knæ du bøje,
syv Foraar kan jeg se
bag fjerne Høje.