Dit Smil er som en Sejersfærd,
dit Smil er som et smidigt Sværd,
skarpthvæsset, sikkert stilende,
dets Odd er spidset i Foragt,
der flænger Gøglets Narredragt,
uskaansomt — og dog smilende.
Laan mig dit Smil, ræk mig dit Sværd,
saa blir mit Liv en Herrefærd
med Sang og Sus af Staalet,
med Næring for den Kættertro,
der fordum knejsede og lo,
selv naar den stod paa Baalet.
Skønt Tiden gik saa mange Mil,
den glemte ej dit Adelssmil,
orakelskønne Taage,
jeg knæler i en hellig Stund,
jeg sværger til din stolte Mund,
du evige, du kloge.