Telefonen klang i den sene Kvæld:
Har du hørt, Harald Kidde er død — —
o, vi siger den ene Sorg Farvel
for at stedes paany i Nød,
vi skal prøves haardt, vi skal prøves mer’,
det er ikke haardt nok, hvad haardt der sker.
Ak vi andre taler med Tidens Mund,
og vi tumles i Krig og Forlig,
han var Vandrer kun, han var Digter kun,
men paa evige Ting var han rig,
og for os, der træller i Tidens Spil,
var det godt at vide, at han var til.
Var det godt at vide, der vandrede En
i Naturens Solskin og Regn,
der var Fuglen nær og den mossede Sten
i de susende Skoves Egn,
at hvor dybt han vandred i Byen ind,
kunde ingen Gift forpeste hans Sind.
Han var stemt af Vinden — og Skyens Flugt
gik igen i hans Øjne graa,
han saa ud, som om noget sært og smukt,
noget dybt han grundede paa,
jeg kan høre hans Stemme — blid den kom,
han er stum nu, han vandrer, hans Plads staar tom.
Og jeg ringede ud i den mørke Nat:
Har du hørt, Harald Kidde er død,
og jeg hørte en Stemme, af Gud forladt,
og en Graad, der af Grunden brød,
den skal naa dig, Vandrer, som hastig gik,
i din Evighedsegn som en dyb Musik.
Til din store Skov er du stille rømt,
som om Træernes Bud du lød,
o, du gaar saa blidt, som din Gang var drømt,
du er vandret, du er ikke død,
og der bryder et Smil om dit Øjes Vé — —
du er blot saa fortvivlende fjern at se.