Mens Foraarsaftnen drømmer
i Danmarks blaa Lagune,
og alle Safter strømmer,
jeg rister dig en Rune.
De Nætter og de Dage
de kommer og forsvinder,
men bag de sorte Tage
en Stjerne staar og skinner.
De hede Hjerter hamre
hinanden tungt i Møde,
snart skal de tavse Kamre
dog favne deres døde, —
men som en evig Lygte
staar Stjernen, uforandret,
vé den, som ikke søgte
en Stjerne, mens han vandred’ —
som ikke, fuld af Kerne
i Livets dybe Sommer,
har hvisket til en Stjerne:
vent mig engang, jeg kommer!
Vé den, hvis hele Færden
i Mulden gaar tilspilde, —
imod den lyse Verden
jeg løfter dig, du lille.
I denne Vaarnats Dvælen
ved Danmarks blaa Lagune
jeg rister dig i Sjælen
den høje Stjernes Rune.
GLÆDEN OG SMERTEN