Se nu grønnes de ventende Agre,
og langs Aaernes blinkende Strøm
staar der Blomster saa fine og fagre,
som om Vaaren endnu kun var en Drøm —
o saa kom den engang,
denne Foraarsdag lang,
fuld af Sol og af Solsortesang.
Vi har lyttet i Vinterens Tynge
efter Solsortens lyse Kvirrelit,
vi har syntes vi hørte den synge,
selv naar Frosten og Blæsten har bidt,
hver en Sluddag, der gik
efter mosgroet Skik,
har dog gemt paa en hemmelig Musik.
Den, som ikke kan lytte og ane,
ham har Fremtiden nægtet sin Arv,
han er dømt til at visne i Vane,
og hans Træ skal formindskes i Marv
i en Anelsens Pagt
bliver Frøkornet lagt,
der skal grønnes i Herlighed og Magt.
Og nu spirer det over al Maade,
dette lille og usselige Frø,
det, som Hjerter velsignende saaede,
det kan aldrig i Evighed dø —
o saa kom den engang,
denne Foraarsdag lang,
fuld af Sol og af Solsortesang.