Det var Aften. Intet hændte.
Aaens Vande randt fortroligt,
fjerne Stjernelys stod tændte.
Kvæget pusted dybt og roligt.
Mørket mumled, sang for Øret
som Konkyliesus i Roen,
kun en Vandrer, skumringssløret,
vandred langsomt over Broen.
Alle Træ’r som rørt af Vinden,
vaagned, hvisked — blidt strøg Løvet,
blidt strøg Løvet ham om Kinden.
Stjerner lyste over Støvet.
Intet hændte. Tiden dvæled,
kun en Mand, der kom fra Norden,
saa sig længe om, og knæled,
knæled længe, kyssed Jorden.