Jóhann Sigurjónsson,
du Præst i en Kirke,
hvor Himmelens Skyer
gaar hen over Birke,
og Aasene blaaner
som Slør i det fjerne,
og Kilderne spejler
den vandrende Stjerne,
og Fjeldenes Rifter
kan favne og skjule
de ensomhedstørstende,
fredløse Fugle —
Farvel nu fra hende,
du gik med i Fjelde —
som skærped’ din Sekraft
ved Ømhedens Vælde, —
som støtted’ dit Hoved,
da, træt af at tænke,
du vilde som Barnet
i Favnen dig sænke.
Hun klapper, hun takker
sit Barn og sin Digter,
som elskede Mennesker,
selv om de svigter.
Farvel nu, Jóhann,
fra de undrende Venner,
der Smerten som Lava
i Hjerterne kender —
de vender sig om
med forundrede Blikke,
og kan ikke se dig,
og fatter det ikke —
Du var som et Fugletræk
— Fjerene skinner! —
som pludselig
bagved et Skovbryn forsvinder.
Men tidt skal vi lytte,
naar Kaar bliver haarde
Nu gik han forbi,
som vi elsked saa saare.