I
En Fugl, en vældig, med Vingefang,
som Vejret fyldte med salte Storme,
fløj tungt over Havet, —
flakkende fløj den, Vingerne trættedes,
lavt imod Skummet, saa Dunene skvættedes,
Ho’det, det skarpe, med Næbbet det fejdende
strakte sig søgende, ængsteligt spejdende. —
Ret op af Havet graaned et Skær,
ensomt og kullet af Hav og Vær;
Bølger kom langtfra, voldeligt sejlende,
fraaded som Hingste, rejste sig stejlende,
bejled til Skæret, — knustes i Bringerne,
Fuglen, den flakkende, øjnede Skæret,
manded sin Kraft, den sidste, mod Været,
strakte den plukkede Strube, — og naaed
gemte sit Hoved, dybest i Vingerne.
Fuglen, den vældige, hærget af Aarene,
gemte sit Hoved, dybest i Vingerne, —
mindedes,
her bag de fraadende Brændingers Døn, —
den, der har stormet og higet og elsket,
han fanger Ensomheds Løn.
II
Engang var Himlen blaa,
og Struben fuld af Sang,
og Vingefanget spændt til lange Rejser.
Og Vingen slog, og Struben sang. —
Der fløj engang en Fugl
mod Himlen op,
højt over Træers Top
og Land og By og Kejser.
* * *
Ingen, Holger Drachmann, fløj højere end du,
Solen dine Vinger har svedet,
men den, der kysser Solen, mens Lykkens Terner lér,
han fryser mest af alle, naar Solen længst er ledet.
III
Ingen har sunget, som du i din Flugt,
som du paa de spilede Vinger,
i Rytmer, der spændte fra Maane til Sol, •
du Rytmernes himmelske Svinger.
Vi var ikke fri for at vrage dit Spil
imellem i kritisk Glammen,
og dog var du mere Olympiens Søn
end alle de andre tilsammen.
IV
Venedig, jeg kender din Rytme
af glidende Vande,
Venedig, det blaaner og blinker
dybt for din Fod og over din Pande.
Venedig, jeg hører din Stemme
i Baade, der vugger,
i Bølger, der hulker, — og Stjerner,
— Stjerner, der blinker langsomt og sukker.
Venedig, jeg mærker dig smile,
saa Vejret forgaar mig,
dit Smil er de blaanende Drømmes
Vandring imod mig, — éngang de naar mig.
Venedig, jeg ser dine Øjne,
de smiler mod mine,
mærker min Haand igennem dit Haar,
hører min Mund din Skønhed velsigne.
* * *
Venedig, jeg kender dit underfulde Væren,
ikke fordi jeg saa dig, blaanende ved Havet,
men jeg vaktes af en Rytme og lyttede og saa:
Paa Bunden af min Sjæl laa Venedig begravet, —
paa Bunden af min Sjæl, — naar Vandene er klare,
og Stormene tier, vredladent lukker Munden,
da ser jeg dybt dernede dit Palazzos dunkle Fest,
og Kirkemalmet runger almægtigt fra Bunden.
Venedig, din nordiske Sanger har mig sunget
Kvadet om din Dejligheds blaanende Andante, —
nu smuldrede hans Stemme, nu visnede den hen
som Vandenes Hvisken i Canale grande.
V
Fuglen, den vældige, hærget af Aarene,
gemte sit Hoved, dybest i Vingerne, —
mindedes,
her bag de fraadende Brændingers Døn, —
den, der har stormet og higet og elsket,
han fanger Ensomheds Løn.
Aftenen sænked sig,
Tusmørkeflagerne faldt paa den hærgede,
vældige Fugl,
Tusmørket samled sig, kaldte med Stemmer,
klagende, klagende, —
Hovedet rejste den, løfted paa Vingerne,
tynget af Minderne, tynget af Dagene,
drejede Blikket mod Landet, den kom fra,
stirrede, stirrede langt fra sit Ensomheds Skjul,
spiled saa Vingerne.
Tusmørket tætned sig bristende, bristende,
bagved den vældige, hærgede Fugl.