De blaaned, de Nætter i Maj, —
de lokked og loved som slørede Smil,
de listed sig langsomt og lydløst som En,
der gaar skjult til sin Elskedes Dør, —
de hviskede tyst som den, der maa hviske,
hvad ingen maa høre, til den,
som hans Hjerte har kær, —
de aanded som Jomfruers Bryst,
naar Kyssenes Uvejr er nær.
De bølgede tæt langs Hvidtjørnehæk og Syrén,
de drak af hver Duft, de kom sagte forbi,-------
og Bægrene vugged i Længsel
paa ydmyge Stilke
og takkede Natten for Kysset
paa Kindernes Silke.
— —
De sang som et kært og ømt Instrument
en blaa og bristende Sang
for en sitrende Bue,
de sejled som Æventyrfloder
af blaanende Fryd i vor Stue.
— —
O Nætter, — I folded jer ud
som vældige dunlette Kalke,
I dufted af Morgen —
og skælved i Tusmørkeblaanen,
I lo som en Helgen —
og segned i længselssyg Daanen.
— —
I gemte os, svøbte os
i eders tusmørkeblaanende Favn, —
o Verden af Glemsel, af Glæde, — o Majnat,
velsignet, velsignet være dit Navn.