Du dansed for mig — da blev Himlen rød,
og Verdens Raab fortoned i en Dirren,
og naar Din Sangs Tusmørkeblaanen lød,
saa jeg kun Dig i nær, befriet Stirren.
Og var jeg før at ligne ved en Fugl,
hvis Vinger kun uroligt kunde flaxe,
saa gaar jeg nu forhexet som et Hjul,
nej — roligt som en Klode om sin Axe.
Men husker jeg, at denne mørke Sang
og denne Dans som tause Skyers Svæven
var Lise for en andens Sind engang,
saa savner jeg et hurtigt Spyd i Næven.