I
(som en ung Jomfru skriver til sin gode Ven, naar hun har en spænstig Kæreste, — og det begynder at blive Foraar).
Foraarsstormene bruser,
og alle Enge er vaade,
Aaen strømmer og strømmer
og svulmer over al Maade.
Havet er med i Stormen,
jeg drikker dets salte Vejr,
dejligt at leve i Foraar
og have en Hjertenskær.
— —
Ribe har gamle Huse,
som Tiden ikke har hærget,
Ribe — det er en elskelig By,
som gode Magter har værget.
Ribe er en velsignet By
med Smil og med stille Glæde,
Ribe er en forunderlig By,
hvor det er dejligt at græde.
Ribe har krogede Gader,
hvor Freden vandrer med Lempe,
har saa barmhjertige Hænder
mod den, der er træt af at kæmpe.
Gammel og sær Historie
blunder i Domkirkens Skibe,
Klokkeklangen i Taarnet
er Hjerteslaget i Ribe.
Ribe har stille Stuer
med Duft fra forgangne Aar,
dejligt at sidde i Stuen
med Storm om den gamle Gaard.
Dejligt at sidde og stirre
i Ovnens bragende Baal,
dejligt at sidde og længes,
naar Længslen har sikkert Maal.
Ribe er lun som en Rede,
kær som et lønligt Væld,
mild mod en ung, der drømmer,
og den, der har naaet Kvæld.
II
(Fra Jomfruens gode Ven, der nikker til Foraaret i Hovedstadens Parker og sender sin Veninde og hendes grønne Lykke en venlig Tanke).
Og fraader Havet, og kysser Vinden
dit brune Haar
og slaar mod Ruden, naar du har hygget
dig lunt og godt i den gamle Gaard, —
og driver Vinden sit Spil med Tanker
fra Alvors Egn
og lokker dig og din Jomfrulængsel
i Foraarsgalskabens grønne Tegn:
Saa raab til Stormen, saa skrig til Havet
af Brystet ud,
at fra et Hjerte, som Vaaren hærger,
har du en Hilsen og heftigt Bud.
Men er det Sandhed, hvad du fortæller,
at Freden vandrer i Ribe Gader
og smiler smukt som de gamle Tider
med aabne Arme og milde Lader
og spiller dæmpet, naar Dagen hælder,
den store Hviles Berceuse-Spil, —
da véd jeg sikkert, da véd jeg sikkert:
Jeg kommer aldrig ad Ribe til.