Det stilned mod Nat, og Dagen blev drømt,
men Gøgen kukkede længe,
og Vinden, den lette, listed sig ømt
og tyst over duggede Enge.
Og Vaarnatten sang i sit lyse Slør,
— Gud signe Vaarnattens Fugle,
stille blev alle de langsomme Køer
og Heste med mimrende Mule.
De Popler skælved, da Maanen kom,
saa langsomme Skygger de sendte,
du vendte dit Ansigt imod mig om:
Jeg saa, dine Øjne brændte.
Men har jeg set Øjne som dybe Kar
af bristende Tungsind hos andre,
vel intet saa trist som dit Øjenpar,
da Skyggen begyndte at vandre.
Jeg hilste en Sjæl fra et Ørkendrag
af Sand og Forbandelsens Stene,
hvor Solen hærger ved Nat og Dag
og Sjælen er haabløs alene.
Med kuet Nakke, i evigt Ban
den vandrer og véd ikke Hvile, —
jeg hilste en Sjæl, hvis Liv er et Land
af tusind fortvivlede Mile.