Alt brast. Det var i Dagene,
da Frost slog om i Tø,
og Kilderne kom jagende
ned i min blanke Sø, —
der risled i det smeltende
en sød og klinger Lyd,
en skøn Dag gik jeg væltende
og bovnende mod Syd.
Og blafrende kom Vindene,
og Solen gav mit Spejl
en Glans saa blaa, saa skinnende,
og Baade strøg med Sejl,
de krænged’ sejgt og knirkende
op mod min stride Strøm,
paa Bredderne stod Birkene
indslumrede, i Drøm.
De stod saa stumt, saa lukkede
og vugged’ deres Top,
indtil en Dag de sukkede
helt dybt, og vaagned’ op —
en af dem sagde grundende:
Gud ved, hvor jeg kom hen?
Og En, søvndrukken, blundende
jeg sover lidt igen.
Og atter blæste Blæstene,
og Skyer sejled’ højt,
da kom der fint og festende
det allerførste Fløjt
det sused’ næppe kendeligt
i Birkeløvet hen,
men grænseløst, uendeligt:
Fløjt, Fugl, o fløjt igen.
Den tav en Stund, erindrende
den lange Vinters Tvang,
nu skinned Himlen tindrende,
dens Bryst løb fuld af Sang!
saa kom det, stille strømmende,
alt lytted’ — Liv og Støv,
og Birkene stod drømmende
og blanded’ deres Løv.
Og Vinden slapped’ Skuldrene
og sank i Græsset ned,
der blev saa tyst og smuldrende
langs med min grønne Bred,
alt aabned sig, fornemmende
Guds Dyb i dette Spil,
en Sang, sig selv forglemmende,
var alt, hvad der var til. —
Da Aftenvinden luftende
strøg med et sagte Pres,
blev Rummet fuldt af Duftene
fra Birk og solet Græs,
og Skygger sløred Sletterne,
en Pram kom bred og lang,
mørk var den Mand som Nætterne,
der agters stod og sang.
Det var den Tid, da sejlende
de store Skyer gled
beundrende og bejlende
for Himmelbuen ned,
det var den Tid, da slumrende
Alverden om mig laa,
jeg spejded’ i det skumrende,
det sortnende og blaa.
Det mørkned’ under Hvælvene,
jeg strømmed’ tungt min Vej-,
da stod der fjern og skælvende
en Stjerne over mig,
en Stjerne stor og svimlende
fandt ud af Himlens Fang,
saa tyst den kom fra Himlene
og standsede sin Gang.
Da brast i mig alt sovende —
o Stjerne fjern og bleg:
fra Dybet op til Skovene
begæred’ jeg kun dig,
dengang du stille sænkede
dig usét i mit Skød,
forløstes det, som lænkede
mit Liv til evig Død.
* * *
Men far nu vel, alt brusende —
der sang engang en Fugl — —
nu dovner jeg blandt Husene,
min Strøm er grim og gul,
jeg raadner her i Stæderne
som Vandet i et Kar, —
er det en Pris for Glæderne,
saa gid de ikke var.
Her standsede jeg segnende,
mit Spejl er mørkt og mat,
dog kommer Stjernen blegnende
hver god og skyfri Nat
langt borte gaar nu drømmende
Smaakilderne i Elv,
o, hvem der nu kom strømmende
tilbage til sig selv.