Det er Aften. Horisonten
er som Blod, som giødet Jærn,
gennem Vesterbros Passage
larmer Livet som en Kværn,
snart helt nær og snart helt fjern,
hvis du kom fra Skovens Sus eller Havets salte Brus,
vilde Luften her omkring dig slaa imod dig som en Gus —
hvis du kom fra Skovens Sus.
I det mørke Fortovsmylder
bli’r der hilst med Vink og Pst!
og et Blik signaliserer:
Der er Panseren fra sidst!
Hør Jargonens viltre Gnist:
„den er fin” og „den er nejs” — „hvad er du for en Stabejs”,
det er „Vester”, der i Fliptøj og med Fjer er undervejs —
„den er fin” og „den er nejs”.
Det er „Vester”, der befriet
kaster Dagens Byrder bort
og gaar ind til sine Glæder
for at glemme Dagens Tort,
hu og hej, vort Liv er kort!
det var godt, at Dagen gik i den skallede Butik,
vil du med til Bal i „Fuglen”, der er „Bang” i den Musik, —
det var godt, at Dagen gik.
Det blev stille, da jeg drejed’
ad en Sidegade ned,
hvor hvert Hus stod dødt og gustent
og gav samme graa Besked:
Hvis du vidste, hvad vi ved,
blev der Jammer i din Sang, saa din Lyres Strenge sprang,
aa du taabelige Digter, vend kun om og spar din Gang
og forskaan os for din Sang.
Men jeg saa paa dem og svared:
Jeg gaar godt med jer i Spænd,
jeg har bo’t bag disse Mure,
var dog altid jeres Ven,
kan I kende mig igen?
Da blev Tonen varm og mild: Ven fra før, fór du da vild?
Du, som gik bag disse Mure, véd, at Livet her er Spild.
Da blev Tonen varm og mild.
Fra den graa og gustne Gade
kom jeg ned til Havnens Kaj,
her var Aftnen stor og stille,
fra en Baad et dæmpet Praj,
her var Lugt af Salt og Beg, —
og en Skonnert „Floribel” gjorde klar til snart Farvel
med de sorte Rær og Master imod Himlens blaa Pastel —
tag mig med, o „Floribel”.