Gennem Efteraarets Slud
saa jeg fjernt et Aasyn skinne,
snart belyst, snart slettet ud
som et gammelt, bleget Minde,
men som Mørket steg og steg,
var det, som om Taagen veg
fra et Smil i Mørket inde.
Hver en høstlig Kvæld der randt,
vogtede jeg overmaade
paa det Skær, som spandt og spandt
ømt 1 Mørket sine Traade,
stundom skylled’ Mørket hen,
men saa stod det der igen,
Smilet, som en gylden Gaade.
Men en Aften var det slukt,
og jeg vandred’ uden Hvile
efter Smilet, sært og smukt,
mange ørkesløse Mile,
det var sildigt, da jeg bad
En, der sammensunken sad
under nøgne, frosne Pile:
Har du ikke sét en Glans,
sét et Smil for meget Trætte?
Og mit Blik faldt ind i hans:
Hvor hans Øjne var forgrædte, —
da stod Smilet om hans Mund,
om hans Øjne — og en Stund
var kun Smilet — ene dette.
Da vi to gik sammen bort,
var det, som om Stjerner sneede
rundt omkring os — Jordens Tort
og Fortræd laa langt dernede
mellem Piles triste Sus —
han tog Afsked ved mit Hus,
allerede, allerede.
Jeg stod længe ved min Dør,
Pilens Sus mit Øre naaede,
ingenting var mér som før,
alt var Mulm og Grav og Gaade,
naar det lyste over Vej,
var det ham, der vendte sig
som et Glimt i Mørkets Fraade.