Han standser ved sin Rude
og véd, at langt derude
er Luften endnu fuld af Hug,
af Brand og Baal og sidste Suk,
fra visne Markers Jammer
gaar Genlyd i hans Kammer.
Han hører Stemmer briste:
o Broder, om du vidste!
De sendte os med Sværd i Haand
mod Væsner af vor egen Aand —
vi myrded’ vore egne,
maa selv i Døden segne.
Det var ej os, som vilde
forgifte Livets Kilde
med Dødsens Sved og Broderblod,
o Livets store rene Flod,
som nu er Digt og Drømme,
skal nogentid du strømme?
Der er i Verdens Hjerte
en Sorg, en Skam, en Smerte,
vi aldrig vilde drømme om,
vé, vé, at vi til Verden kom,
lad ingen Kvinde føde
i disse Tiders Øde. —
* * *
Tolv Slag i Luften malmer
som gamle, dybe Salmer,
der staar en Stjerneild mod Nord
og lyser mod den trætte Jord, —
o Broder i det fjerne,
jeg sværger ved den Stjerne:
Jeg skal den aldrig glemme,
din stakkels kvalte Stemme,
jeg lover dig, du blege Mand
at værne Ret det lidt, jeg kan,
kom lad os sværge alle,
før tolvte Slag skal falde.
Vi hvisker dig i Møde:
Vi vaagned, da du døde,
vi sprængte vore Sløvheds Baand,
saa blev din Smerte dog til Aand,
en Skælven i en Stjerne,
o Broder i det fjerne!