Som en Fæstningsgrav, hvis Svaner
sejler rundt i døsig Ro,
ligger Søerne og skvulper
mod det mørke Nørrebro,
I hvor engang Naturen lo,
det er en Fæstning, rig paa Røg, rig paa trange Gaders Støj,
rig paa Børn, hvis Sind er Laser, og hvis Udtryksform er drøj.
Vi vil ikke la’ os narre
af den Gade, flot og stor,
som med skinnende Butiker
løber skingrende mod Nord,
vi vil ikke tro dens Ord,
for du kan gaa, hvor du har Lyst, imod Vest og imod Øst,
begge Veje vil du græmmes, det vil stemme for dit Bryst.
Her har fordum ligget Haver,
hvor de skumle Huse staar,
da sang Nattergal og Solsort
i den store grønne Vaar,
her var godt det hele Aar,
men naar jeg nu gaar hjem ved Nat, hvor en Fugl før sang i Krat,
kan jeg høre Kvinder skrige og en Røst, som hæst ta’r fat.
Og det hænder, jeg om Natten
staar fordybet ved min Karm,
og mens Midnatstimer kommer,
hører Skrig med ét og Larm:
det er Vold — og Lovens Arm —
og gaar jeg ned i Lygters Skær, er jeg Lastens Dybder nær,
men jeg føler i mit Hjærte, at jeg selv er skyldig her.
De har ranet disse Haver
fra en stor og fri Natur,
de har byttet Jordens Blomster
og en Løvsangs lyse Dur
med en klam og iskold Mur,
og for den Slægt, der kom imens, var hver Dag paa Lykke læns,
deres Lykke kan de finde paa den stumme „Assistents”.
* * *
Som en Fæstningsgrav, hvis Svaner
sejler rundt i døsig Ro,
ligger Søerne og hulker
mod det mørke Nørrebro,
hvor nu ingenting vil gro —
men hvis der er en Gud, der sér, naar vi lider, naar vi lér,
vil han sé paa dem, der smiler, mens de andre synker mér.
Hvis der er en Gud, der sér.