I den myldrende By har en Vinter gjort Holdt,
Det er Blæst af Nordost — det er bitterlig koldt,
over Søerne skingrer et Hærtog af Hvidt,
det er Fugle, som Sulten i Struben har bidt:
„Det er mit — det er mit!”
Og de slaas om en Fisk, og de skriger af Had.
Det er Maagemusik — det er Tarmenes Kvad.
Men den sejlende Svane — den tier med sit,
der er ingen, der véd, hvad en Svane har lidt,
hvis den døde, var Døden af intet forvoldt,
den vil bøje sin Hals, baade ydmyg og stolt.
Det er koldt, det er koldt!
ja men ti, mine Venner, naar Hjertet er fuldt!
Det er Svanemanér — det er fyrstelig Sult.
I den ribbede Park, der staar hvid og forblæst,
har jeg hørt bag en Busk et forunderligt hæst,
et forunderligt Skræp som et Skrig fra et Bryst,
der har henaandet strømmende Strofer af Lyst,
og jeg kender den Røst,
Bagved Buskene jog der en Fugl — et Sekund!
Kun et Strejf! og et Skrig, men et Skrig, der gør ondt.
Det var Solsorten, Vaarfuglen, vinterforbidt,
det var Majnattens strømmende ty-tyolit,
der blev kuet og klangløs som Klokker, der sprang,
det var Frygtens forkomne, forrustede Sang:
Skal det vaares engang?
I mit Sind, der er sænket i Vinterens Tvang,
gaar et Genfærd igen: Skal det vaares engang?