I „Meistertrunk” drak vi en Jubelskaal,
Babeta var Gæst ved Festen,
men nu er Jublen blevet til Skraal,
og Glansen er gaaet af Gæsten.
Bjærgene spørger, i Snepragt klædt:
Hører I ogsaa til Lavlandets Æt?
Nu maa vi i Bjærget og svare —
kom lad Babeta fare.
Det springer i Brønden med Klunk og Klang,
og Taarnene kroer sig i Vrimlen,
men Floden bruser med større Sang,
og Bjærget er nærmere Himlen, —
tidt naar dit Krus bliver stødt mod mit Krus,
glemmer jeg Kruset — jeg hører et Brus
af Kildernes syngende Vælde
og Klangen fra Køernes Bjælde.
Du husker den Aften — en Synsrand som Rav,
og Blomsternes søvnige Gyngen,
og Mørket faldt, mens vi, trætte, tav
paa Vej imod Tavshedens Syngen, —
pludselig stod der med kulsort Uld,
hornet, en Vædder, en Belzebul,
men højt over Satan og Véen
Stjernernes Øjne og Snéen.
De rene Morgner, hvor Flodernes Bugt
gav Sølvblink i græsgrønne Sletter,
og Middagsstundernes Fyrretræslugt
og alle de kølige Nætter:
Øjnene vandred i Stjerners Flok,
kunde slet ikke faa Stjerner nok,
de store og kølige klare —
kom, lad Babeta fare.
Der brister saa mangen en Drøm itu
i evigt Samvær med Dværge,
kom, Ven, lad os vandre en Tid endnu
imellem de hellige Bjærge, —
Aftnen skal komme, da Vej gaar ned,
da Byen funkler i Herlighed,
hvert Torv og hvert fattigt Stræde
faar Lys af din egen Glæde, —
da ligger der Skær over alt, du ser,
af Sné — og du hører det bruse,
den hellige Ensomhed sagte sner
om Lavlandets lave Huse, —
Lavlandsslægten, du træt forlod,
strækker du Armene ud imod,
det Blod, som har fyldt dine Aarer,
har Kræfter til tusinde Daarer.
Og kommer Babeta, er Underet skét,
mens Dage og Uger er fløjne:
det hvide Bjærg har du sælsomt set
selv i- Babetas Øjne —
Aften blir Nat, mens du lidt efter lidt
ser Kvinde og Stjerne og Sné blive ét,
det danser imod dig i Skare!
Men nu lad Babeta fare.