Der steg Lærker imod Himlen,
og de sang i deres Flugt,
som om Struben skulde sprænges,
førend Glæden helt blev brugt,
de tog Himlen selv til Vidne
paa, at Sang var deres Kald —
jeg kom morgenfrisk fra Viborg og gik syngende mod Hald.
I Azuren brændte Solen,
der kom krydret Duft af Jord
og af Blomster — om Plantagen
stod et dejligt blaaligt Flor,
men ved Middagstid vég Solen,
det blev Graavejr, blev lidt Blæst —
jeg blev ked af Landevejen og gik fløjtende mod Vest.
Da den sidste Gran var bag mig,
stod jeg frank og fuglefri
i den milevide Hede
paa en smal og slynget Sti:
den løb bort imellem Bakker
som et Barn blandt tunge Sind,
jeg gik trøstigt efter Barnet i den brune Hede ind.
Her kom Ensomheden mod mig,
den var mørk, men uden Svig,
over Lyngens brune Bølger
lød et vildt, vemodigt Skrig:
Det var Viben, det var Viben,
det var Hedens egen Røst,
som en Hilsen skreg en Vibe dybt inde fra mit Bryst.
Da jeg lagde mig i Heden
ved den graa og smalle Vej,
der løb hid og did i Lyngen
som et lille Barn i Leg,
og da Vinden blæste paa mig
under Graavejrshimlens Hvælv,
var det ganske, som om Lyngen, som Heden var mig selv.
Var det ganskem, som om Verden
smuldred hen, blev ingenting,
jeg laa længe, længe, længe
og saa mig kendt omkring,
da de mørke Toppe nikked:
Hvis du vil, saa bliv og glem —
var det helt, som jeg omsider, lidt træt, var kommet hjem.