Langt borte hørte hun Violiner
og lo beklemt i Forventnings-Vé,
af Smilet steg der to Amoriner,
der strejfed’ Balkjolens skære Sne —
da Mama gav hende Blomst i Haaret,
stod hun i Stilhed komplet bedaaret
af denne Datter, af denne Fé.
Det blev en Aften, som aldrig glemtes,
hver spændt Forventning kom her tilkort, —
fra Instrumenterne snaksomt stemtes,
til sidste Tone var døet bort,
var der i Salens gratiøse Vrimmel,
i Tonebruset en Duft, en Himmel —
ak, denne Aften var altfor kort.
Hun havde mærket hans Øjnes Skotten,
der var en mærkelig Magt deri,
de var saa leende i Gavotten,
i Menuetten var det forbi —
da han citered’ det Vers af Goethe,
det var som om hendes Hjerte fødte
en sød og fremmed Melankoli.
Men det blev Opbrud — de maatte til det,
og de blev skilt ved et høfligt Buk,
men naar Ens Papa og Mama vil det,
saa maa man, — maa man, skønt med et Suk — —
hvad Dato er det — jeg kysser Tallet,
og Mama med, som gav Lov til Ballet,
o Gud, hvor var han dog fin og smuk!
Og Vognen skumplede gennem Gyder,
hun sad og drømte sig fra sit Savn,
i Stjernespillet, mens Drømmen syder,
ser hun hans Ansigt, ser hun hans Navn, — —
det var dengang — det er længe siden,
I drømmer ikke, I Børn af Tiden,
I unge Damer i København.
Jeg hører ingen Eroter liste,
naar Stemmen taler, og Øjet sér,
I er saa vaagne og saa bevidste,
I véd paa Forhaand alt det, der skér,
hvor hun var henrykt, er I forfløjne
jeg savner Stjerner i Jeres Øjne
og Amoriner hver Gang I lér.