Henad Morgen, naar det dæmrer,
er der En, som i min Slummer,
sender fløjtelyse Strømme —
hvem der evigt kunde drømme
for i Evighed at lytte —
og jeg føler det som Kummer,
naar den Fløjtende forstummer.
Mens det fløjter, bliver Stuen
til et solbeskinnet Dige,
for min Fod er store Enge, —
fløjt nu dybt, Du, fløjt nu længe,
for langt borte ser jeg Vejen
over stejle Fjelde stige
mod et tusindaarigt Rige.
— — —
Hvem der sang — o, det var Stæren,
fri i Verden, uforpligtet,
fløjted den om fjerne Fjeldes
Ungdomsland, hvor ingen ældes —
lille Bror, lad intet Foraar
komme, da din Røst har svigtet,
Gud velsigne dig for Digtet.