Klokken er kun syv,
som en tidlig Tyv
Dagningen i mørke Slør sig viser,
ingen er at sé,
kun lidt Fygesné
flyver flygtigt over Gadens Fliser.
Sov saa lunt og godt,
vaagner, gaber blot,
svøber sig i Tæpperne de Taftes,
blunder, smiler lidt,
vaagner helt med ét:
mente han det virkelig i Aftes?
Grunder, falder hen,
sover dybt igen,
Smilets Gaade hendes Læbe slører, — —
Fygesneen snor
sig i sære Spor,
Uret slaar syv Slag, som ingen hører.