Aftnen blev stille, og Aftnen blev mørk,
jeg drømte en Tid, som er svunden,
Tiden var gylden af Drømme og Haab,
og Paradishaven var funden.
Tiden var vævet af Haandtryk og Smil
og Kys paa de hvideste Skuldre, —
Tiden blev borte som Raklernes Fnug,
der blødt mellem Hænderne smuldre.
Tænder min Lampe, en Smule forstemt,
men tænker dog mindst paa at harmes
fordi du over den fremmedes Bøn
om fyrstelig Gunst forbarmes, —
mere fordi jeg har elsket at se,
naar Sjæle fra Jorden sig svinger,
mere fordi der en Sjæl forgik,
der havde saa hvide Vinger.