Kom Bellmans Søster, Broder
i Danmarks Foraar ind,
det bruser som af Floder
i jeres viltre Sind,
det er, som Fortids-Fejder
endnu i Blodet laa,
det er som om I spejder
som Ørne i det blaa.
Hør Flodens Trang og Trængsel
mod Havets Brusen hist,
I har den vilde Længsel,
der bliver Sang tilsidst, —
og om vi ikke bytter
vort Land med Eders Land,
vi staar dog tit og lytter
imod den svenske Strand;
Et Brus af Krig og Kirke
og af det hede Blod,
af Barn og Brud og Birke
gaar mægtigt os imod,
en Sang om Sommer slynger
sig om den strænge Sne,
velkommen I, som synger
i Glæde og i Ve.
Kom Smertens Molakkorder,
kom Glædens lyse Dur,
ved Sangens Vælde vorder
et Menneske Natur,
da hvirvler han som Floder,
da bruser han som Løv,
da er vor Jord en Moder,
der favner om hans Støv.
Kom Bellmans Bror og Søster,
kom Frödings mørke Slægt,
kom I, hvis Stemme trøster,
hvor Saaret ej er lægt,
en Verden i Ruiner
har Smertens bitre Trang
til lyse Violiner
og til den dybe Sang.