Noch sind die Tage der Rosen. —
End ligger din Have i Solskinnet svøbt
med Blomster, der svajer som Lygter,
i Morgenbriser, i Duggen døbt,
med Skygger, der kommer og flygter.
Der fløjter en Fugl bag en duftende Hæk,
og Luften er mild over Tage, —
endnu er Rosernes Dage.
End ligger din Have i Stjernernes Tegn,
naar Natten har voldsprængt sit Fængsel,
da bliver din Have en sælsom Egn,
der løfter sit Hoved i Længsel:
Den rolige Tanke, du fødte i Dag,
blir vild og ubændig og Kætter, —
endnu er Rosernes Nætter.
Der kommer en Tid, da det fyger med rødt
fra glødende Roser, der falder,
det er, som havde Jehova du mødt,
da han var i Ynglingealder:
Det blænder dit Øje, det svimler din Sans,
med Smil du i Afgrunden glider, —
endnu er Rosernes Tider.
Der kommer en Tid, da det ganger paa Hæld
med Rosernes svimlende Glæder,
der slukkes en Glød, og der falmer et Væld, —
kanhænde dit Hjerte græder.
Da luk dine Øjne og læs i din Sjæl,
læs om det Under, der hændte:
Rosernes røde Legende.