Ad stille Veje, langt fra Smil og Spot,
fra fagre Ord og Kys af Ternerne,
hinsides Dagens Dom om fint og raat, —
dér har jeg talt med Natten og med Stjernerne
Med Øret vendt mod Nattens Modersang
og Blikket tabt i Stjernehærene
har jeg forstaaet i min dybe Trang,
at Enhedsfundamentet er det bærende.
Den dybe Vind har hvisket mig det Navn,
hvori mit Hjertes Hjerte boede,
de høje Stjerner tog mit Sind i Favn,
de lærte mig at tie, mens jeg groede.
I dybe Nætter under Stjernedrys,
mens Nattevinden hævede sig sukkende,
har jeg formærket Nattens rene Kys, —
da skilte Hjertets Enfold sig fra Bukkene.
Da vandred Natten i mit Hjerte ind,
mens Dagens Daarskab hastigt gik til Helvede,
og i mit Hjerte sukked Nattens Vind,
men alle Stjernerne var med — og skælvede.
Det fjerne Lys i Mørkets dybe Flod
har Lægedom for Hjerterne og Hjernerne, —
jeg bringer, Erik, dig en Hilsen god
fra mig, din Ven, fra Natten og fra Stjernerne.