Disse Sange, som jeg her har sendt dig,
de har biet, — de har længe, længe kendt dig,
biet paa Forløsning, ventet Tidens Fylde,
vidst, de éngang naaed fremad til din Hylde,
kendt Profetens Ord, at alle gode Tanker
kaster frugtbart Frø, der skyder nye Ranker.
— —
Denne lille Skare stille Melodier
fører bort fra Vejen til de skjulte Stier,
hvor den vilde Kørvel gynger skært og frodigt,
skjulte Tidsler flænger barskt og blodigt, —
fører bort fra Stien til den aabne Hede,
intet Herberg, hvor en træt kan bede,
hvor du har dig selv og ingen andre:
éngang her — kan ej tilbage vandre, —
hvor du bliver træt og tavs i Søgen,
til en Dag du ser dig selv staa nøgen,
da du ser dig selv i Daad og Dadel:
Held dig, hvis du — nøgen — er af Adel,
og en Nat, naar alle Stjerner tindre,
ser en Stjernehimmel i dit Indre.