Nu mørkner Aftnen, nu blander Hylden
sin Duft med Duften af Æblerosen,
der staar et Taageslør op af Mosen,
og Horisonten er ganske gylden.
Og Fuglesangen er helt forstummet,
den sidste Brusen i Træets Krone
er døet hen som en flygtig Tone,
nu strømmer Stilheden ud i Rummet.
Nu glider Himlen og Jorden sammen
i denne Stilhed, i denne Smuldren, —
jeg mærker Ahornens Løv om Skuldren,
og jeg har slynget min Arm om Stammen.