(„— — at Livet, det underfulde, ingensinde gror
saa rigt som i den yderste Time — —”
Axel Meier).
Jeg gik hjem igennem Byen, da Lygterne blev gule
og nynned hen i Vejret og smilede en Smule
og nikkede fortroligt til en af Gadens Fugle.
De kender denne Skumring af sødtbevæget Vé,
hvor Lysten er en Guldtraad, der halvskjult er at se, —
vi var tre, der havde fejret min Dag paa en Kafé.
Vi havde krydset Klinger og lét og læst Aviser, —
nu gik jeg ganske ene ad gammelkendte Fliser,
og Skumringen og jeg sang smaa intime Viser.
Vi sang om Nuets Sødme, — Erindringen faldt i,
en vild og hastig Tone i denne Trilogi, —
vi fløjted til et Vindu, vi langsomt gik forbi.
Det knitrede af Stemmer, jeg hørte Hjerter lé,
jeg glemte denne Aften Alverdens bitre Vé,
i Livets Brønd laa Livet berusende at se.
Erindringen sang Solo — tre smaa forrykte Ord,
et fint og heftigt Tema, der gennem Gaden for, —
saa blegned det, fortonet i Trilogiens Kor.
Jeg fløjtede af „Carmen” en Strofe, som jeg kunde,
jeg syntes, mens jeg vandred i Skumringsløvets Lunde,
at alle de smaa Kvinder havde spidset deres Munde.
Det dufted i mit Hjerte, som det dufter sødt i Vinjer,
jeg traadte i min Stue, som jeg vandred mellem Pinjer, —
jeg blev saa ganske stille, da jeg læste Deres Linjer.
— —
Men sidenhen kom Natten og splitted Gadens Stimlen,
de hvide Stjerner klingred som fjerne Klokkers Bimlen,
der blev saa højt i Rummet, saa helligt under Himlen.
Vi havde vandret længe ved Søerne, hvor Finsen
i sin Tid først lod Lyset gaa rødt igennem Linsen,
saa læste jeg de Strofer, De sendte fra Provinsen.
Hun tog omkring min Skulder „min Ven, hvor de var gode” —
jeg saa paa hendes Øjne, saa smilende til Mode, —
den gule Lygte flakkede forvildet og glóde.
Nu rinder Natten atter og maner alle Veje
og alle travle Huse i Hvilens dybe Leje, —
saa er det, jeg kan høre en yndefuld Skalmeje.
Og op i Natten skyder et Træ med grønne Kviste,
min Ungdoms Løv, min Ungdom, min Ungdom — om De vidste —
min Ungdom, som jeg éngang forsmædeligt skal miste.
Men, skal jeg engang vaagne — mens jeg mod Mindet heldet
en Nat er tankefjern — og se, at jeg er ældet
og se min Ungdom ligge for alle Tider fældet, —
endnu saa suser Blæsten, endnu saa gaar der Brise,
endnu gaar gennem Løvet den sommerlige Vise, —
aa, Livet synger endnu sin lattermilde Vise.