Aage Berntsen
Det var en Foraarsaften, bleg og stor,
da Skyggetonerne blev violette,
vi havde gaaet langt langs Issefjord,
og vi var blevet sultne begge to og trætte.
Vi standsed tause ved et hvidt Hotel,
smaarudet, gammelt og af fornem Stamme,
en Dør indbydende stod halvt paa Hæld,
vi gik derind, besejret med det samme.
Hvad var det, der blev sagt, saa jeg blev stum,
at her — hvad var det for en sjælden
Beretning for mit Sind, — i disse Rum, —
her spandt de Silketraad — i Enevælden.
Du Oldenborgerdrot med Næsen krum,
forskudt, saa dum du var, af Gud og Fanden,
du spandt dog Silke her, — var du saa dum,
ét Glimt du havde dog af grâce i Panden.
O bomuldsklædte Land, o jævne Dal,
hvor Silken vugger over Markens Stilke:
Der var engang en Drot, en splittergal,
der vilde klæde Danmarks Børn i Silke.
Der daled blanke Drømme i den hvide Gaard,
det gik med Blodets Gang som kærlig Hvile,
det kom som Bruset af et kruset Haar. —
Jeg saa to Øjne fjernt og lidt tungsindigt smile.
* * *
Fra grønne Gange kom vi til den store Sal, —
du prøver straks din Stemme, om den passer, —
først sangerprøvende, — saa hjertegal,
forelsket synger du en Strofe af „Bajadser”.
Jeg staar og lytter, lænet til en Karm —
„smil gennem Taarer, omend Hjertet brister” —
syng det igen — i Vemod og i Harm,
en Foraarssmerte i mit Hjerte lister, —
den dunkle Foraarsvé, som mægtig, — overalt
gaar stum i vore Hjerters trange Passer, —
da udenfor vort Vindu Skumring faldt,
sang jeg — forelsket selv — hin Strofe af „Bajadser”.
* * *
Vi gik til Bords, — vi lo, vi tav fortroligt,
vi kæfted op og slog patetisk om: vi messed,
imens slog Verset Rod og groede roligt:
o søde Foraarstid i Digteresset.
Saa gaar vi ud — vi slentrer gennem Gader,
vi vandrer langsomt om i tystnende Alléer,
hvor Grene strækker sig med Længselslader
mod Himlen op i sødt bespændte Véer.
— —
Tusmørket stiger, — Hjertet falder i
det samme Net af Sødme og af Véer,
Tusmørket stryger langsomt os forbi
som dæmpet Tyll og skumrende Plisséer.
Hvor gaar vi hen — se denne Mur af hvidt,
som Mørket laaner prangende Portaler —
se, Foraarsvindens Pust gaar ømt og blidt
ad silkesorte, skinnende Kanaler.
Men Vejen drejer brat, — den sorte Aa,
der glimter mat, har gjort os begge tause,
saa ren en Luft! — se — her er godt at gaa,
min Sjæl fik Fred i en livsalig Pause.
Der falder Luftninger som lette Slør,
som sorte Valmublades Fald fra Stilke,
og, Frederiksværk, har du end spundet før,
end denne Foraarsnat du spinder Silke.
* * *
Det var en Foraarsmorgen, fin og graa,
det kvidred sødt af Børn og Foraarsfugle,
vi stod i Vinduet, fortabt, og saa
paa deres Leg, — og blev forstemt en Smule
vi vilde gerne høre Stæren her,
og se de nøgne Grene langsomt fyldes,
ak — lade Hjertet af et Foraarsskær
og af den store Sommer tungt forgyldes.