Som en Høg slog du ned i mit Hjerte,
som en Høg har du voldet mig Ve,
med en dueblød Haand har du læget mit Saar
og faaet min Mund til at le.
Som en Due, der skinner af Hvidhed,
har du ligget mit Hjerte næst, —
du er fløjet en Aften ad Bjergene til
i Regnfald og hylende Blæst.
Du fløj bort som en Fugl uden Rede,
og du faar vel ej Rede mer, —
men et Sted i mit Hjerte, som smerter idag,
der ligger syv skinnende Fjer.