Vaaren dufter saa fint og godt,
Blikket svimler i himmelblaat
over de duvende Grene.
Find dig et ensomt og bortgemt Sted,
hvor du kan glæde dit Sind i Fred, —
dér kysser Vaaren dig, helst hvis du sidder alene.
Finder det Sted, som mit Hjerte vil,
lukker et Øjeblik Øjnene til,
lytter til Foraarssuset,
tænker paa Birkens velsignede Vækst,
hører den nynne saa fjern en Tekst, —
mens Bølger fra blaa Hyacinter gør mig beruset.
Sus du, Birk, i den blide Vaar,
sus du fjernt om et andet Aar,
nyn om forsvundne Timer.
Solen taler sit eget Sprog,
flammer som Ild bag mit Øjenlaag,
mens Lyd fra dens Verden lydt gennem Luften kimer.
Vaaren gaar i mit tunge Blod,
I finder sig Vej til min Hjerterod,
svider den inderst inde,
Vaar, du kysser min Smerte ud,
Pigge er gemt bag dit grønne Skrud, — —
ak, Vaar, hvorfor er du kommen i Aar uden hende.