Tidt har vi lyttet til den dunkle Nat
og længe stirret i dens fjerne Øjne,
indtil dens Blik blev famlende og mat
og sluktes svindende, og Morgenskæret kom,
men da var underlige Timer fløjne.
Thi Nattens Sjæl er dunklere end vor,
har ikke Dagens Blink i sine Stræder,
hvor al dens Væsen gaar formummet om,
hvor hver en Smerte lukker fast sin bitre Mund,
og Lysten smiler tungt i røde Klæder.
— —
Nat er for mig, min elskede, dit dybe Kys,
hvorom min Mund har gemt saa rød en Viden,
der i min Sjæl blev til et Junidrys
af hvid Syrén, — det varer ved og varer ved,
skønt sidste Kys, — ak, det er længe, længe siden.