Du var et Træ — i Sol og Slud
i Aarets Graad og Smil, —
du sprang saa fint og fagert ud
med Vaaren i April,
din Pigedrøm var dyb og blaa,
om Himlen end var grim og graa.
Dit Sind var som et Løvværk tæt,
naar Vinden gik forbi
det brused svagt, det nynned let
en sløret Melodi,
var det et Nyn om Skov og Elv,
du vidste det vist næppe selv.
Det var jo blot et Drømmesyn,
der nynned i din Hu,
det Ungdomssyn bag Skovens Bryn,
der éngang gaar itu, —
det var jo blot den Ungdomssang,
der for os alle dør engang.
Der var en Skalk, du fint og højt
forelskede dig i,
der var saa megen Duft og Fløjt
og Foraarsnat deri,
en sød, forældet Romantik,
Alverdens Ting gjort til Musik.
Du bad for mig til Gud en Nat,
for mig, som har ej Gud,
men da jeg hørte det — forladt,
da sprang mit Hjerte ud,
min Barndoms Gud i helligt Skær
blev for et Nu mig kendt og kær.
Du var et Træ — i Regn og Slud,
og naar Alverden lér,
du sprang saa fint og fagert ud, — —
nu løves du ej mér,
nu drikker Træets unge Rod
ej mer af Jordens dybe Flod.
Og intet Løv, kun Grenes Spind
fortoner sig i Luft,
naar Foraarsdagens Søndenvind
ombølger dig med Duft —
et fint, et fint forgrenet Spind,
en Skygge af dit Ungdomssind.