Hvert Nu i Nat gaar tyst og kort,
gaar fort og for bestandigt bort
som Trin, der trædes uden Spor,
som Ord, der faldt og svandt i Fjor,
som fin Musik, der tyst og kort
gaar fort og for bestandigt bort.
Jeg tror, der kommer Nætter fler,
da dine store Øjne ler
som nu i Nat de sagte lo
fortroligt i fortonet Ro,
men Timen her, det Nu, der ler, —
det ser vi aldrig, aldrig mer.
Vi sidder ved en hastig Flod,
der griber, hvad i Kød og Blod
vi lo med Lyst, vi græd i Savn,
begærligt i sin blinde Favn, —
se Ordet, som Du talte just,
er hvirvlet bort — et Fnug, et Pust.
Snart kommer Dagens Lyd os nær,
saa flyr Du fra mig kaad og kær,
hvad denne Times Lyst har skabt,
er evigt, for bestandigt tabt,
dit dybe Smil en Glans, et Skær,
naar Du er flygtet kaad og kær.
Saa vogt, min Sjæl, vogt Natten godt,
ej Timen, ej Minuttet blot,
hvert kort Sekund paa Godt og Ondt,
som blev vor Længsel knapt forundt,
grib det og kys det, før det kort
gaar tyst og for bestandigt bort.