Det er saa smuk en Morgenstund, —
i Birkens Løvværk nemmes kun
en sagte, varlig Sitren.
Og Solen tænder Dugg i Brand
og gnistrer i det blanke Vand
med næsten hørlig Knitren.
Der fløjter en fornøjet Stær
velsagtens ad sin Hjertenskær,
og Spurveflokken snakker.
Satyren smiler paa sin Plint
imellem Duft af Hyacint
og dunkle Gyldenlakker.
Jeg kender denne Duft af Vaar,
jeg véd, hvordan den Aar for Aar
husvaler mig og læger, —
aa Gyldenlak, aa Gyldenlak,
jeg sænker dig mit Hjertes Tak
dybt i dit gyldne Bæger.
Nu stiger skjult det friske Vand
fra Stængel op mod Bægerrand,
saa kostelig en Væde!
jeg selv fornemmer i mit Sind,
hvor Livet rinder stille ind
med langsom, langsom Glæde.