Hvor er her dog stille — al taabelig Tuden,
al Trængsel, al Trampen og Trav
blev borte i Stilhed, og ude bag Ruden
staar Træernes Grønt som et Hav.
Her breder sig Stuerne, gamle og store,
i Timernes skiftende Skær,
de Stemmer, som tystnende kommer til Orde,
er steget fra Bøgernes Hær.
Derude, i evig forvirret Forandring,
gaar Tanken i vigende Spor,
herinde har Tanken sin rolige Vandring
i Kreds om det vældige Bord.
I Verden og Landet mangfoldigt bli’r øvet,
formummet i fint Liberi,
her bli’r det sin prægtige Klædning berøvet,
her faar det sin nøgne Værdi.
Fra Gadernes Tummel og Tüden kom Gæsten
og satte sig lyttende hen,
og syntes imellem, at dette var Festen,
og ønsked, den snart kom igen.
Der klinger et Ur mellem Stuernes Mure,
saa gyldent og lønligt det lér —
men det er det hurtigste Ur mellem Ure,
hver Time er som et Kvarter.