Under Birkeløv og i Markers Duft
og med Blikket vendt mod den dybe Luft„
mod det blaa og sejlende Verdensrum
har jeg lagt mig, sommerberust og stum.
Kun en dyb Azur — og en Lyd af Løv,
for al anden Lyd er jeg ganske døv,
lad nu Verden gaa som den kan og maa,
jeg er halvvejs væk i det fjerne Blaa.
Jeg er halvt bevidstløs af Sol og Vind,
og om lidt gaar jeg saligt i Himlen ind,
dette runde Rum er en blaa Magnet,
og jeg selv en Filspaan — og ret beset
er jeg alt i Rummet en ny Planet.