Det er Aften sent i Parken,
Glimt i Glimt fra Himlens Smykker,
Bacchusbarnet og Apolio
skjuler sig i sorte Skygger.
Duft fra Roser og Lavendler
breder sig i kølig Lindring,
Træerne har drømt sig stille,
sænket sig i dyb Erindring.
Mere tæt og mere dæmpet
spinder Natten sine Traade,
til den tavse Park er sløret
som en silkespunden Gaade.
Og det er mig, som om noget
mindende mit Hjerte rørte,
som om det i Nattens Stilhed
spilled hvad jeg nylig hørte:
Nogle Strofer af TschaYkowsky,
spinkelt Spil paa gamle Taster, —
og jeg ser, hvor Lysets Uro
Genskin i Mahogni kaster,
ser det brudt i blanke Øjne,
fyldte af ubændig Latter,
af en overdaadig Ungdom, — —
og jeg hører Spillet atter:
Nogle Strofer af Tschaikowsky;
klingende i Fryd og Vaande,
listende sig gennem Vindvet
ud i Havens Rosenaande.
Og jeg rejser mig og vandrer
langsomt ud af Havens Gange,
mens det spiller i mit Hjerte
med de samme fjerne Klange.
Hele Natten, hele Natten
vil det bruse, vil det nynne, —
ganske stille, ganske stille, —
standse, — og igen begynde.