Spræng Portene op for den store Vaar,
og I, hvis Sjæle led ilde:
Bøj Eders Knæ for det grønne Aar,
der aabner sin Jærtegnskilde.
Drik med din bitre og tørstige Mund,
saa Hjertet alene kender
det grønne Unders Messiasstund,
som Himlen og Jorden sender.
De Tanker, der bed ved din Hjerterod,
du lade dem Dansen træde:
Gud signe dig, Vaar, for din Helsebod
og al din Forventningsglæde.
Der stryger en Vind, og der mumler en Bæk,
der falder lidt Sol over Bakke,
der ligger en Fyr bag en grønspættet Hæk
og lér i sin lasede Frakke, —
og mindes et Navn paa en Tøs, han har kendt,
han mindes, han mindes, — aa jøsses!
Spørg ham, — han bander rent djævleblændt,
at Munde er til for at kysses.
Jeg blir din Apostel, du frække Bandit,
din Landevejstro jeg annammer, —
vogt jer nu, Kvinder, vogter jer vidt:
Jeg flammer, jeg flammer, jeg flammer!