Langt borte saa jeg — selv saa tung og træt —
dit Blik, ma mia, taareløst forgrædt,
da faldt med ét
et Streif af Sol — — du smilte lidt.
Reseda — er det Dig, som blomstertyst
i Nat en Stund fik gjort det mørke lyst,
som blidt har bragt
et Morgenpust i Nattemørkets Skakt.
Reseda — Duft af Dagens første Gry
med anet Solskin — Verden er som ny
hver Skygge dør,
min Kærlighed er luftig som et Slør.
Reseda, ved din Duft saa jeg igen
to dybe Smil — — som barsk blev vejret hen,
mens Hjertet skreg — —
to Smil, der blomstred paa en stenet Vej.