Gik vi éngang, — gik vi liden
Tid kun under Smertens Tage,
kan vi vandre langt og viden,
kommer altid dog med Tab tilbage.
Vi kan vandre, til vi atter
skimter Glædens gyldne Tinder
bag en Mur, der grumt omfatter
Byen med de første grønne Minder.
Vi kan ildne vore Blikke,
drage paa os røde Klæder,
Porten aabner sig dog ikke
for en farende, hvis Hjerte græder.
Og med Favnen fuld af Kummer
gaar den store, stumme Horde,
til den grønne By forstummer,
og de gyldne Spir blir borte.