Se paa Sandstenens Tegning, hvor den drejer
sig dristigt paa den mørkerøde Mur,
den Kunstner, der har buet disse Streger,
han har elsket at spille i Dur —- —
det er mere nogle Linjer, der leger
end haandgribelig Arkitektur, —
det er mere som et Bud om den Ynde,
hvormed en Kavallér i et Buk,
før en Hyrdefest langsomt skal begynde,
tilhvisker madame, at hun er smuk:
Eders Ankler er som Raadyrets tynde,
Eders Stemme er som Silke og Suk.
Det er Roser, der blomstrer omkring Slottet —
lad dem tusindvis blomstre som en Trang
i et Hjerte, der byrdefuldt har maattet
bryde ud i en gallisk Kompliment,
lad dem hviske, indtil Hybnerne er blottet:
Her har vandret Hyrdinder engang.