Det var, mens vi stod der i Foraarets Vind
og skingrende Tog for forjagede ind,
som drejede Jorden sig stærkere rundt
et eeneste vældigt, titanisk Sekund, —
og i dine Øjne laa Rummet og sang
om Verdnernes fjerne og langlige Gang,
din Sjæl blev en susende vild Melodi,
det var som drog Stjerner dit Ansigt forbi.
* * *
Du Menneske, Menneske tæt i min Favn,
jeg elsker dig, kryster dig, stammer dit Navn,
saa evige Øjne, saa jordisk en Mund,
saa fjern og saa nær i den samme Stund.
Jeg elsker, jeg elsker — jeg ved ikke Ord,
jeg elsker dig selv og den drejende Jord,
jeg elsker dig selv og det susende Rum,
min Sjæl — den er blevet forunderlig stum.
Min Sjæl er snart Styrke, og snart er den mat,
den dufter af Dag, og den mørkner af Nat,
den toner af Taushed og bruser af Vær,
den leger i Smil, og den flammer af Sværd.
Min Sjæl — den er blevet forunderlig stum,
den tegner sig højt som det evige Rum,
mod Stjernerne skriver jeg langsomt dit Navn, —
du Menneske, Menneske tæt i min Favn.