I
Det regned. Og Gadernes Stene
de skinner nu heftigt og spejler
de Skyer, som fjerne og ene
i Luftdybet sejler og sejler.
Og Blomster fra salige Sogne
har vinket os hid som en Hyrde
til straalende Boder og Vogne
og siger: Kom, læg jeres Byrde!
Og Mennesker strømmer og strømmer
fra Stræderne udover Pladser,
og mange gaar rundt som de drømmer
de gik gennem store Paladser.
Det lyner i Øjnenes Porte,
hvor Mørket staar bange og blændet
det er, som om Skyggerne spurgte
i Ængstelse: Hvad er der hændet?
II
Der strøg gennem Mængden to Unge,
der standsed og lo, da de mødtes —
og noget begyndte at sjunge,
hvor Mennesker trængtes og stødtes.
Det strømmede i deres Latter,
som kunde den aldrig forødes,
men fylde dem atter og atter
som Kilder — jo det var at mødes!
De fulgtes som Skyer, der spiler
sig ud for en Blæst, — for den første,
og drejer sig rundt, mens de iler
paa Vej mod det store, det største.
De var som de Skyer, de rene,
der sejler i Ætren i Blinde
og føler sig ganske alene —
om Natten skal Stjernerne skinne.
De sejler i Blaaet og aner
i Blaaet de røde Koraller,
de er som de brusende Svaner,
hvem Fjernheden kalder og kalder.
Som Skyer, som Fnug er de fløjne
mod skinnende Nætter og Dage,
o Gud, lad mig se deres Øjne
engang, naar de kommer tilbage.