Højt — højere jeg stiger i Aftentimens Duft,
over Mure ligger Roserne i Bander,
og to Ildfluer, de første i den fløjelsmørke Luft,
tegner Aftnen op med lysende Guirlander.
Piazzalaen er stille — i det svale Mørkes Haar
har en Lygteflammes Krone sat sig varlig,
men mod Aftenhimlens blege og spæde Stjerner staar
den ukuelige David — spændt og farlig.
Det er ikke Verrocchios charmante Chevalier,
det er Vreden selv, der vaagner, se hans Armes
utaalmodige Muskler — hans Mund kan ikke lé,
i Blikket er det Michel Angelo, der harmes.
Jeg har set paa disse Øjne og paa Dyrenakkens Kast,
og min Styrke steg og svulmede derefter,
og det var som — hvor jeg stod, der stod jeg mere fast,
jeg vil huske ham, naar Afmagten raner mine Kræfter.