Det regned’ i Bobolihaven
en stille ustandselig Regn,
der dryppede Draabe paa Draabe
fra Gangenes sovende Hegn,
jeg mødte slet ingen, jeg hørte slet ingen,
kun Stilhedens fjerne bedøvende Ringen
i denne mærkværdige Egn.
Jeg gik ad de mosgro’de Gange
og snublede frem ad en Sti,
Gud ved, hvad det var for en egen
Forundring jeg vandrede i —
mens Draaberne faldt og fra Blade blev strintet
jeg skimted mit Liv, men jeg huskede intet —
var Livet og Verden forbi —?
To tynde og bedende Hænder
strøg skyggelet over min Kind,
Erindringen stred paa en Tærskel
og famlede frem som en Blind — —
langt borte to Øjnes tungsindige Blikke,
jeg saa jer engang, men jeg husker jer ikke,
hvem er Du, Du bedende Sind?
Da var det tilfældigt jeg skimted
bag Bladene af en Syren
— og pludselig regned det ikke
og Luften var dunlet og ren —
en hvilende Yngling, vejrslaaet og irret,
som sansede intet, blot stirred og stirred
en Yngling hugget i Sten.
Maaske en Narcissus, der fulgte
Sekundernes rindende Elv —
det var som hans evige Stirren
var vokset ud af mig selv
og sad der i Stenen, mens Regndraaber standsed
jeg kom fra en Evighedslytten og sansed
min Jord og det blaanende Hvælv.
Han sidder i Bobolihaven,
kun een Ting i Verden han vil,
sidde og lytte til Tiden:
ét Dryp — og ét Dryp — og ét til,
en hemmelig Fryd i den jagende Færden,
men jeg iled ned til Firenze, til Verden,
til Livets urolige Spil.