Kalliope
→
Digtere
→
Hans Vilhelm Kaalund
→
Førstelinjer
Hans Vilhelm Kaalund
(1818–85)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Adskilt blev engang Tidens tvende Børn
Af giftig Taage født ved Midnatstid
Af Hvedebrød og Sukker
Af Kilderne smaa
Af Recensent faar man Navnet nu
Af Skjoldungeblod
Ak, det herlige Lys er slukket
Ak, Verdens Sløvhed er saa stor
Alt bli’er saa stille, saa rædsomt stille
Alverden er syg, Alverden er mat!
At skrive en flot lille Aandrighed
At udbringe Skaaler er ej mit Fag
Atter Naturen sig reiste fra Baaren
B
Baronesse, De som tvinger
Bestraalet af den milde Foraarssol
Bjørnen sidder ved Strømmens Skum
Blandt grønne Urter en Kilde sprang
Blandt Kugler og Kanoner
Blandt meget Andet, jeg har fortrudt
Blandt meget andet Narreri
Bryd vældig frem, — luft ud i alle Kroge
Bølge, Du grumme, Du stolte, Du vilde
D
Da Jetterne nu hørte
Da paa Solferinos Høje Kampens store Stund var nær
Dadl ei den, som blind for Livets Glæde
Dagens kongelige Stjerne
De arme Smaanisser, de undes ei Ro
De sige, at for meget
De skulde bære den Døde bort
De te sig som Gale
Den er din Øiesteen, o Almagts Gud
Den larmende Dag maa svinde
Den Lækat titter fra Gjerdet ud
Den Mand er ikke stort bevendt, som praler af sin Hjerne
Den næste Dag paa Thinget
Den var bragt over Sø og salten Vand
Den var saa buttet, saa trind og blød
Der er paa Jord et helligt Baand
Der løber en Vei gjennem Frederiksdal
Der staaer han, Nutids uhyre Kolos
Der var engang en Vandringsmand
Derinde i sin Helterad
Deroppe bag den høie Alee
Det bankede høit paa Valhals Dør
Det blæser og regner om Bondens Gaard
Det dufter til Regn
Det er den herligste Tidsfordriv
Det er Midnat; ved min Lampe
Det er mig engang for Sandhed sagt
Det lakked hen mod Pintse, dog laae paa Marken Snee
Det sukker efter Regn
Det suser saa tungt i den visnede Bøg
Det truer med Storm — det er sent i Høst
Det var den dejligste Dag i Høst
Dig, Kjærligheds veemodsfulde
Du Drot, som nu throner i høje Sale
Du Edderkop, vil Du til Hækken spinde?
Du har kun kjendt mig som en lystig Fætter
Du harmes ved Livets Blændværk og Skin
Du høje Sandhed, sig, hvi taaler
Du lille Fiol, kom frem! kom frem!
Du lille Nisse med Huen rød
Du Menneskebarn, som bryster Dig stolt
Du, Moppe, er Prins, og jeg er din Kudsk
Du priser kun Skjalde af første Rang
Du stødes ved min Tale
Du vevre, Du lille
Du vilde, sagde vittigt Du, betegnes
Duerne sidde paa Husets Tag
E
En Bautasteen paa gammel ærlig Viis
En Bjørn engang gik ud paa Rov
En Cocosnød
En Digter sang: hvor Smaa kan være store
En dobbelt Boble, hvælvet af Krystal
En Fisker drog paa Land sit Garn
En gammel Knortestok i Krogen stod
En Gang — ja, det er nu langt tilbage
En gang faldt Solen paa
En Hytte kneiste paa den vilde Sti
En Keiser lod bygge et Tempel til Guds Ære
En Kæmpehøi paa Marken staar
En lille, vanskabt løierlig Ting
En Pudelhund havde mistet sin Kjole
En Paafugl mellem Fugle smaa
En Skraldemandshest over Torvet drog
En Sommerfuglesamling er disse mine Sange
En Sphinx med Fingeren paa sin Mund
En Spindelvæv flagrer i Solens Skin
En Spurveunge, en nøgen Een
En Tidssol har jeg sét i Nedgangen gløde
En Træorm i en Vinduespost
En Tyran, forfærdelig og grum
En vældig Steen som tynged Danmarks Barm
Endskjøndt jeg er bleven maaské lidt for sat
Endskjøndt min Aand har et sværmerisk Sving
Engang paa Dovres Klippeblok
Ensom i Aftenens dæmrende Stund
Et Samlingspunkt jeg trængte til
Et Sildehoved i Mørket laae
Et Sted i Jylland, jeg veed ei hvor
F
For Dem straaler Lykken, min unge Frue
For Eder, for Eder, I elskede Faa
Forbandet Kain udi Ørken gik
Fra femte Stokværk til Husets Kvist
Fra Mastetoppen de raabte: Land
Fra Skagen til Eiderns Bred i Sønder
Fyndigt, men kjærligt har Du svaret mig, Ven
Før da til Valsen
Føret var prægtigt, Vejret smukt
G
Gav Du paa Livet Agt
Giganten var styrtet; paa eensom Ø
Gjennem Hedelyng og Sand
God Nat, lille Bi
H
Halvt den store Corsikaner
Hankatten sidder paa Gaardens Mur
Har jeg tøvet forlænge? Kommer jeg forsilde?
Hav Tak, min Ven, for det lystige Brev
Hedin, nu rødmer Rønnen i Høsten
Hel sælsomt det i Verden gaar
Hemmeligt en Yngling og en Pige
Her, hvor den græsrige Slette
Her i Farums skovomkrandste Eden
Her sidder jeg alene
Her sidder jeg stakkels Spøgefugl
Herlig er du vel, o gyldne Morgen
Hil dig, du Nordhavets
Hil dig Du Nordhavets
Hil Dig, Du Rigets første Mand
Hu, hu! hvor du bider, du skarpe Vind
Hunden vil gjerne hos Mennesket boe
Hvad er det, jeg hører? Der lyder jo Raab
Hvad fik hiin Østers Skallen til?
Hvad gaar der af Dig, min Fødeby?
Hvad Sangens Guldfugl om Drothe kvad
Hvad uden Formen danner Alt?
Hver en Smaafugl blunder
Hvergang, o Du herlige Mester!
Hvi skulde Døden Dig i Slaget fly
Hvi stirrer du Hest fra det gamle Skuur
Hvi staar Du i Hø, Du lange Post?
Hvis jeg har endnu tilbage
Hvo er det, som vanker
Hvor blandt Norges Klippemasser
Hvor herligt dog at vandre
Hvor høit mod Himlen steiler
Hvor Kamelen tungt belæsset
Hvor Kirker kneise med Spiir og Kors
Hvor meget ondt, hvor meget dumt
Hvor nylig Iis
Hvor skal jeg søge Sandhed? hvor?
Hvor venlig er min Bondeby
Høit oppe fra Bjergenes
Høit over Havets Kæmpespeil
Hønen gaaer saa vever og reen
I
I Aftenrøden drømmende jeg gik
I den vilde Skovnatur
I Kroen de havde en tæmmet Skade
I Livets store Billedbog
I Luften taarner sig Sky ved Sky
I Ly af Hækken
I sit System en meget lærd Planet
I Skoven ligger en ensom Hytte
I Skoven risled den klare Aa
I Verden op og ned det gaaer
I Østerland leved en Yngling engang
I Østerland leved’ en Yngling engang
Igjennem Plantens Liv der gaaer en Længsel
Ind ad Isefjordens Speil
J
Ja, Stof til Sang har hver en Tid
Jeg Baaden har paa Land nu sat
Jeg elsker Alt, hvad muntert, stort og smukt
Jeg elsker den brogede Verden
Jeg er klippet, jeg er umaadelig fiin
Jeg er styg og rynket, jeg veed det nok
Jeg fryser Moder om mine Ben
Jeg gik under høie Lindetræer
Jeg har rejst! — Jeg har været i fremmede Byer!
Jeg hviler med mine Minder
Jeg mindes tydelig, jeg stod som lille
Jeg, raabte høit en Skralde
Jeg, raabte Vintren, klæder Jorder af
Jeg sad alene paa en øde Gaard
Jeg sad og saae
Jeg savner Noget! skal jeg Navnet sige?
Jeg svøber mig i Kappen luunt og tæt
Jeg synes, som før jeg det Gjærde har sét
Jeg saae en Sø, saa klar og blaa
Jeg var en Vild, som Fuglen fri
Jeg var et Barn, paa Livets Klippekyst
Jeg veed en pudsig Maade
Jeg vil et Ord Dem nævne
K
Kalv, Du raver som Du er fuld
Kjender Du det Tankespil, som, sindrigt
Kjender du mig, Konge?
Klart straaler Slottet i festlig Glands
Kom glade Overgivenhed
Kom liden Thora, kom og sid
Kong Budle var en mægtig Drot
Kong Midas rendte paa et Træ
Kæmpeaand fra Kraftens Alder!
L
Lakker det mod Nedgang? Ganger det paa Hæld?
Lavt flagrede Svalen
Leer jeg af Hjertet med Dig, jeg kunde bevæget dog græde
Lig en gammel tandløs Krykkemo’er
Lystig afsted
Lystigt og let for den susende Vind
Længst den nye Verden var opdaget
M
Man skriver fra Syd paa Jorden
Mat gisped’ Luften som den Syges Lunge
Med Killingen voxede Hvalpen op
Med krøllet Hale og næsevis
Med milde Blikke
Med Penslen vil det ej lykkes ret
Med revne Klæder og filtret Haar
Mellem Fjellebodens Aber
Menneske, Du Jordens halve Gud
Mens Vintersolen daler bag den rødmende Sky
Mild som Rebecca, der gav en Lædskedrik til Eleaser
Min Kam er meget større end din
Min Tugtemester, min store Lærer
Moder, jeg længes, faaer jeg ei Lov
Moder, trygled Jordens Søn
Modtag, min unge, varme Ven
Maagen skreg over Havets Speil
Maal for hver en Sjæls uhyre Savn!
N
Nattens Dronning, hellige Symbol
Natur, hvor Lidt har Mennesket Du paa dets Vandring givet!
Ned paa Olympos’ høie Top
Nei see, nei see
Nordens Homeros! Hvad kan jeg Dig sige
Novemberaftenen bruser mørk
Nu lægger sig hele Naturen til Ro
Nu skal alt Skodden lukkes
Nu skriver fast Alle den deiligste Stiil
Nu slukkes Tidens store Lys
Nu slumrer Hilde med sine Møer
Nu suser atter den kolde Blæst
Nu søger Kjøbstadfolket Læ
Nu, saa derud
Nys gik Gyritha som Barn ved Sø
Nyskabt sig om Axlen Jorden dreied
Nær ved Lillebælts Strand stod hans Vugge paa Fyen
Nøddeknækker, hvad er Du stiv!
Naar Aftenen breder om Jorden sit Slør
Naar Du er dum
Naar Du er træt, naar Du er kjed
Naar Godtfolk mødes de hilse: God Dag!
Naar Mennesket sin Favn udstrækker
Naar som Barn jeg from, uskyldig saa’
O
O, bønfaldt alle Markens Blomster, straal
O, Du, som kan lænke det trodsige Kraft
O, jeg har siddet engang som Drot
O Menneske, hvor kan Du fly?
O, Menneske, hvor vil Du fly?
O Pige! jeg vil ikke see
O, salige Lykke
O store, evige Natur
O, saae du over Havets Rum
O Tilfredshed! du, som stille Dyd
O Verden, hvilket grumt Behag!
Odin reed fra Gudehjem
Og har du aldrig set det før
Om jeg, der steg engang i lyrisk Flugt
Om Landsbyhaverne Kampen stod
Omdanset af de lette Myg
Omsurret af den lumre Sommers Myg
Opmand Dig, Du Danske! lad Verden nu see
Over Fjeldets sorte Stene
Overgiven er Du, glad og vild
P
Porthunden døde af Alderdom
Prægtigt det er dog at bo i Staden
Paa blodig Vinge over Norden
Paa den dejlige Skovgaard i Ordrup Krat
Paa det Jevne, paa det Jevne!
Paa det vide Hav i Norden hærgede en Vikingsmand
Paa Elephantens Næse sad en Myg
Paa Garderika’s Sletter
Paa Grenen høit en Pære hang
Paa Grænsen mellem Stad og Land
Paa Havets Bred
Paa mit Kammer nu jeg Lyset slukker
Paa sine Snekker Haldan foer
R
Rap dig, min Pegasus!
Renset er Luften. Naturen som gjenfødt sig fryder
Rose, deilige Rose! naar jeg Dig seer
Rotte, du Tyv, hvor kunde Du flytte
Rumlepotten rendte omkring
Ræven lister sig til sin Hule
S
Schak Staffeldt, de dybeste drømmende Savn
See, hvilken Blomst, hvor rank og skjøn!
See, hvor Aftnens Straaler drage
See, ogsaa jeg for Himlens Glød
See Puddelen med det purrede Skind
Siig, høie Sandhed, siig, hvi taaler
Skaden flagred i Gaarden ind
Skammer jer, Børn, vort Liv er for kort
Skjøn Hilde, hører du Lærken, den slaaer sin Foraarssang!
Skjønne Fantasi
Snart rinder Aarets sidste Time ud
Som Førstefødte blandt Floras Smaa
Som Jætter, saa store
Som naar en Stund
St. Johannes, Jesu fromme Ven
Stille, du larmende Brænding!
Stolt stod den store Wallenstein
Stranden skylled ind et halvfuldendt
Styrtet er min drømte Verden, tabt
Sultan i sin Lænestol
Sæt Dig ned, min gamle Ven!
Saa est du atter da trolovet nu
Saa gik han ned, hvor hans Snekker laae
Saa seiled’ de med Borkords Liig
Saa tie dog, Hund, med den evige Gjøen!
Saa vidt mit Øie skuer
Saavidt i Nord
T
Tag denne farvede Devise
Tag friske Rosenblade — hundred Pund —
Taus Hilde sad blandt sine Mø’r
Ti Somre Himlens Sol sig svang
Tidens Morgen frembrød i straalende Glands over Eden!
Til Dem, som tidt har skjændt
Til Trankebar, til Trankebar!
To Hænder fik vi til at trykke
Tre, fire Katte hinanden mødte
Tungt og ængstligt drog den kolde
Tungt paa den vaade Skovvei Vognen henrasler
Tvende Kamre har Dit Hjerte
Tys, tys!
V
Valhallabjerget hæved mørkt sin Top
Valkyrier i vilden Sky
Varmen og den kolde Kraft
Varsler denne sære Stilhed
Ved Havet vandred en Abekat
Ved hvert Maal, hvortil jeg higer
Ved Tøbrudstid fløjter Stæren sin Sang
Ved Vindvet Poplen sukker
Vi bringe Dig vor Hylding, kjære Gamle!
Vi to skal ei hinanden skose
Vil ingen nævne et vækkende Ord!
Vildt voxed’ Bøg og Ege paa Sjølunds grønne Ø
Vintren var nu kommen: Uller høit fra Nord
Vær velkommen, Søn af gamle Norden
Å
Aarhundreder forsvandt. Paa Oldtids Grav